Nr. 18 (2026): Pædagogik og udeliv
I dette temanummer af UCN Perspektiv retter vi blikket mod naturen som et pædagogisk mulighedsrum – på tværs af aldersgrupper, fagligheder og kontekster, fra fritidspædagogiske miljøer til professionsuddannelserne.
Naturen har i de senere år fået fornyet opmærksomhed som arena for både pædagogisk arbejde, sundhedsfremme og bæredygtig udvikling. Nationale satsninger på udeskole, styrkelse af friluftsliv og fokus på naturens betydning for trivsel og mental sundhed markerer et skift: Naturen er ikke længere blot et sted, hvor man kan være, men et sted, hvor man kan arbejde professionelt. Når pædagogik udfolder sig under åben himmel, opstår der muligheder for sansning, relationer, bevægelse og deltagelse, som kan være vanskelige at skabe i traditionelle, institutionaliserede rammer.
I dette temanummer forstår vi naturen som et læringsrum – ikke blot et fysisk sted, men et miljø, der er med til at forme deltagelsesmuligheder, relationer og opmærksomhed. Naturens uforudsigelighed, i form af vejret, terrænet og det tempo der bliver lagt op til, kan skabe særlige betingelser for læring, samarbejde og trivsel og fungere som et fælles tredje i det pædagogiske arbejde.
Dette temanummer er en smagsprøve på nogle af de mange spændende igangværende udviklings-, forsknings- og uddannelsestiltag. Bidragene spænder fra teori- og modeludvikling og empiriske nedslag fra pilotprojekter til professionsuddannelse, didaktiske overvejelser og udviklingsarbejde med fokus på studerendes lærings- og studiemiljøer.