Call til CEPRAstriben: AI’s betydning for evalueringspraksis i velfærds- og uddannelsessektoren – mellem teknologi, dømmekraft og udvikling
I takt med at kunstig intelligens (AI) vinder indpas i både velfærds- og uddannelsessektoren, opstår nye spørgsmål om, hvordan evaluering forstås, praktiseres og udvikles. AI anvendes i stigende grad til at understøtte beslutningsprocesser, dokumentation og kvalitetsudvikling – men hvad betyder det for den professionelle dømmekraft, for evalueringskulturen og for de pædagogiske og organisatoriske praksisser?
Seneste forskning viser, at AI kan styrke datadrevet beslutningsstøtte og evaluering i både social- og sundhedssektoren og i professionsuddannelser. Samtidig peger studier på, at AI kan afhjælpe evalueringstræthed blandt studerende og undervisere ved at tilbyde adaptive feedbacksystemer og automatiserede evalueringsformer.
I professionsuddannelserne eksperimenteres der med, hvilken rolle AI (herunder bl.a. sprogmodeller) skal spille ved prøver og eksamen, i undervisningen og didaktiske designs samt i vurderings- og evalueringssammenhæng.
Pædagogiske ledere arbejder med datainformeret ledelse og evalueringskultur, hvor AI indgår som strategisk redskab. Samtidig understreger både nationale og europæiske retningslinjer behovet for etisk og kritisk brug af AI i undervisning og evaluering.
CEPRA-striben ønsker med dette call at sætte fokus på AI’s rolle i evaluering – både som teknologisk mulighed og som metodisk og etisk udfordring. Vi inviterer bidrag, der undersøger, hvordan AI påvirker forståelsen af kvalitet, læring og udvikling i velfærdsinstitutioner og professionsuddannelser, og hvordan fagprofessionelle, ledere og studerende navigerer i denne udvikling. Derudover søger v bidrag, der undersøger den lærendes oplevelse og udbytte af adaptive og programmerede forløb.
Det kan være (men ikke udelukkende) i relation til følgende temaer:
- AI og evalueringens praksisformer
- Hvordan anvendes AI i evaluering af sociale, sundhedsfaglige og uddannelsesmæssige indsatser?
- Hvilke konsekvenser har AI for dokumentation, vurdering og udvikling?
- Hvilke dokumentationsmetoder kan udvikles gennem brug af AI?
- Professionel dømmekraft og teknologisk styring
- Hvordan præger AI den professionelle dømmekraft og evalueringskultur?
- Hvilke balancer skal findes mellem automatisering og faglig vurdering?
- Etik, kvalitet og social lighed
- Hvilke etiske dilemmaer opstår ved brug af AI i evaluering?
- Hvordan sikres kvalitet og lighed i AI-baserede evalueringssystemer?
- AI i uddannelsespraksis
- Hvordan anvendes AI i professionsuddannelsernes praksis – i forhold til fx evaluering og læringsdesign?
- Hvordan anvendes AI på et givent fagområde / en given uddannelsespraksis? Hvilke muligheder og problemer opstår?
- Hvordan understøttes kritisk-konstruktivt brug af AI i et didaktisk perspektiv?
- Pædagogisk ledelse
- Hvilken rolle spiller pædagogisk ledelse i implementering og kritisk brug af AI?
Praktisk information
Deadline for indsendelse af artikel: 1. maj 2026
Se i øvrigt tidsskriftets hjemmeside for retningslinjer for forfattere.
Henvendelser vedrørende dette call kan rettes til redaktionen:
Trine Lolk Haslam, tlh@ucn.dk