Call for paper til temanummer om Narrative metoder og evalueringer

2019-11-12

 

Når lærere og pædagoger med et narrativt blik kigger evaluerende ind i deres pædagogiske praksis, bliver fortællingerne ofte adgangsdør til at hjælpe børnene. De professionelle voksne vil i deres lytning til børnenes fortællinger ofte interessere sig for, hvordan læringsmiljøet ser ud og bliver fortalt af børnene. Lærere og pædagoger må fx interessere sig for om børnene lærer at fortælle sammenhængende og sikkert, om de kan indgå i meningsfulde dialoger og genfortælle, hvad de har oplevet, gjort og lært i løbet af dagen, ugen, måneden eller året. De professionelle voksne må også være nysgerrige over for børnenes narrative identitet og livsduelighed, og de fortællinger der opstår mellem børnene i deres læringsfællesskaber. Hvad fortæller børnene, hvordan fortæller de det, og hvad betyder det, at børnene vælger at fortælle netop det på den måde? 

Gennem narrative metoder og evalueringer er det muligt for lærere og pædagoger at få blik for tydelige sammenhænge mellem formel og uformel læring, mellem undervisning og læring. Tydelige sammenhænge mellem livet i institutionerne og det levede liv uden for skolen. Det er denne konstante søgen efter mening og sammenhænge i livets mange hændelser, der er den narrative evaluerings kendetegn.  

En hovedpointe med de narrative metoder og evalueringer er, at børnenes liv er forviklet i både den store og den lille historie. Den store historie angår begivenheder, fænomener og strømninger i samfundet og verden, mens den lille historie angår det enkelte menneskes liv. Både børnene og pædagogerne, eleverne og lærerne lever i historierne og forholder sig til godt og ondt i verden gennem fortællingerne. (Hedegaard, 2000). Det er så naturlig en del af læreres og pædagogers professionelle praksis og teorier om verden, at lærere og pædagoger ofte ikke lægger mærke til, hvordan fortællingernes og sprogets grundstrukturer er med til at forme og skabe både elevernes og lærernes, både børnene og pædagogernes organisering af deres erfaringer og oplevelser. (Madsen, 2016). Med fokus på fortællinger tilbydes børnene mulighed for at mime og agere et hoved højere end de er. Fortællingerne åbner for at eksperimentere med forskellige roller, replikskifte og fortællestrukturer.  

Narrative metoder og evalueringer lægger vægt på, at kun problemet er problemet - og at det ikke er personen, der er problemet. Derfor arbejdes der ofte med eksternalisering. Eksternalisering handler om at tage indre konflikter og separere disse fra individet for bedre at kunne arbejde med konflikterne (White, 2008). Praksisfortællinger, livsfortællinger og mestringsfortællinger bliver derfor til formative, opbyggelige evalueringer med blik for nye erkendelser, fortællinger og gryende personlighedsdannelser.