Når fysisk aktivitet er svært

Hvorfor har børn med særlige behov så svært ved at leve op til anbefalingerne om fysisk aktivitet i skolen?

Resumé

Børn med særlige behov (fx børn med autisme og ADHD) er mindre fysisk aktive end børn uden særlige behov, både i skolen og i fritiden, og det er derfor kun en meget lille gruppe af dem, der kan leve op til anbefalingerne om fysisk aktivitet. Det har betydning for deres generelle sundhed, men også deres tilknytning til idrætsfællesskaberne. Formålet med artiklen er derfor at præsentere
de begrænsninger for fysisk aktivitet, der er i skolen, ikke kun fra et intrapersonelt, men også fra et interpersonelt og organisatorisk perspektiv. Der tages afsæt i empiri fra tre undersøgelser, med inddragelse af observationer fra børnenes skolepraksis og interviews med børnene (n = 25). Med brug af Norbert Elias’ teoribegreber illustreres det, hvordan deres praksis for at udføre bevægelse
i skolen utilsigtet kommer til at føre til eksklusion og stigmatisering, hvilket begrænser børnenes fysiske aktivitet. Med viden om, i hvilke situationer begrænsningerne for fysisk aktivitet sker, ligger også mulighederne for forandring til det bedre.