Mentalisering og epistemisk tillid i supervisionsrummet ud fra et neuropædagogisk perspektiv

En casestory

Resumé

Formålet med denne artikel er at belyse supervisors mentaliseringsevne ved at inddrage epistemisk tillid. Dette belyses med afsæt i et neuropædagogisk perspektiv på mentalisering ud fra definitionen ”at have sindet på sinde og kroppen på sinde”. Begrebet epistemisk tillid kobles ofte til mentalisering og er interessant, da det beskrives som en forudsætning for at kunne modtage kommunikation og læring fra omverden. Metodisk inddrages to forskellige cases, som i analysen danner grundlag for at vurdere betydningen af supervisors evne til at kunne bevæge sig fleksibelt imellem fire mentaliseringsdimensioner, som et udgangspunkt for også at kunne skabe epistemisk tillid. Ligeledes kan en manglende fleksibilitet mellem dimensionerne resultere i mentaliseringssvigt og en manglende epistemisk tillid. Konklusionen er, at epistemisk tillid må formodes at være et centralt grundlag for at skabe rammer om supervision, hvor supervisanderne kan reflektere over og udvikle den pædagogiske praksis.