UCN PERSPEKTIV #03 19 (Jordet, 2010). Eleverne arbejder mere på tværs af de sociale grupper, som allerede er etableret inde i klassen, og de ser hinanden på nye måder, der kan være mindre stereotype, hvilket på sigt kan have et inkluderende perspektiv blandt eleverne. Klasselokalet viser kun en lille del af de kompetencer, som eleven besidder, både socialt og fagligt. Under et besøg på et udvalgt sted er der mulighed for fælles oplevelser og fortællinger, som eleverne kan dele og tale om efterfølgende, hvilket kan medvirke til at styrke fællesskabet. Forskning viser fx, at udeskole kan bidrage til at danne nye venskaber. Deltagelse i et socialt praksisfælleskab, som udeskole næsten altid vil være, vil altid betyde en interaktion og et samvær mellem eleverne. Gennem dette samvær oplever eleverne, at de skal forholde sig til forhandling af mening med og betydning af det, der sker på stedet (Stelter, 2005). Med det menes, at eleverne indgår i forskellige situationer med egne erfaringer og oplevelser. Disse erfaringer møder andre elevers erfaringer, og derved kan der opstå ny læring. I denne interaktion vil eleverne, via den faglige diskussion, forhandle om et større meningsperspektiv, og derved vil de lære mere, end hvis de ikke skulle kommunikere med andre elever om deres opnåede erfaringer. Ethvert sted og dets forskelligt kulturelle indhold i form af objekter, fænomener, artefakter m.m., der kan kobles med et fagligt indhold, forudsætter en løbende interaktion mellem eleverne og ikke mindst med deres lærer. Det skaber et optimalt læringsmiljø, når alle deltagere delagtiggøres i forhandlingssituationen på en anerkendende og positiv måde. For den enkelte elev vil den faglige forhandling desuden medvirke til en personlig og social identitet. Hvis man i et praksisfællesskab ikke føler sig involveret, kan det få konsekvenser for ens selvopfattelse og selvværdsfølelse og dermed skabe manglende motivation i forhold til den faglige læreproces (Mygind, 2005). Det er derfor afgørende at have blik for det sociale aspekt i udeskole. Det at lære om et sted og den forbindelse, der kan erfares til det faglige stof, kan beskrives som et socialt fællesskab, et praksisfællesskab, om man vil, hvor det sociale bliver en måde at være sammen på for at lære. Den stedbestemte undervisning har altså en række kvaliteter og muligheder i relation til vores sanselige/kropslige, affektive, kognitive og sociale måder at opleve og erfare verden på. Det giver helt andre læringsmuligheder, end de som kan realiseres inde i klasselokalet. Undervisningen kan blive mere varieret, og det er muligt at forbinde fagligt indhold til en bestemt kontekst, der kan medvirke til at optimere elevernes læring. For at udnytte stedets kvaliteter og muligheder er det væsentligt, at læreren i sine overvejelser over undervisningen har viden om steder i lokalmiljøet og didaktisk formår at koble det til sit fagområde. Der er stor forskel på at gå ud i naturen og på besøg hos den lokale ejendomsmægler som led i undervisningen. Det afgørende for læreren er at skabe en sammenhæng mellem undervisningen inde og det, der foregår ude på det valgte sted. Læringspotentialet ligger netop i, hvordan og i hvilken grad man som underviser didaktisk formår at skabe transfer mellem det, der sker inde og ude. (Se også artiklen ”Transfer mellem inde og ude- hvorfor og hvordan? ”). I det følgende vil jeg komme ind på, hvordan vi i UCN’s udeskoleprojekt har arbejdet med at udfolde en didaktik, der kombinerer stedet ude med undervisningen inde, samt betydninger af de muligheder for nye arbejdsformer, et særligt udvalgt sted kan give. Perspektiver på anvendelse af stedet som en del af undervisningens didaktik Når stedet bliver så vigtig en del af didaktikken, er det, fordi den stedbaserede læringstilgang kan noget, som undervisningen i klasselokalet ikke kan. I det foregående afsnit er der argumenteret for, hvorfor stedet har nogle afgørende kvaliteter i forhold til det, der skal læres i undervisningen. Gennemførelsen af undervisningen med det stedbaserede som omdrejningspunkt er allerede blevet berørt, men i forsknings- og udviklingsprojektet på UCN er vi også blevet optaget af, hvordan forskellige arbejdsformer kan udfoldes i den stedbaserede undervisning. Et centralt punkt i didaktikken i forhold til den stedbaserede undervisningen er som nævnt forholdet mellem inde og ude. Det faglige indhold i undervisningen, som foregår inde i klassen, skal kunne relatere sig til den undervisning, der foregår ude på et udvalgt sted. Efterfølgende skal oplevelser, data og erfaringer bringes tilbage til klassen og bearbejdes aktivt i forhold til det faglige indhold, der er i undervisningen. Den stedbaserede undervisningen bør derfor altid have det formål at stå i forbindelse med det fag eller fagområde, som undervisningen omhandler. Hvis ikke dette didaktiske perspektiv er tydeligt, er der i bedste fald risiko for, at megen god læring går tabt, og i værste fald kan undervisningen være spild af tid. I udeskoleundervisningen bør der i lærerens didaktiske overvejelser indgå, hvordan et sted kan bringes i spil, i forhold til hvad der fagligt skal læres, og hvilke læreprocesser der kan arbejdes med. Bentsen og Ernst har arbejdet med forskellige vidensformer i udeskoleundervisningen. De opdeler viden i tre vidensformer: den kataloge, den analoge og den dialoge viden (Ejbye-Ernst, Barfod & Bentsen, 2017, s. 89). Den kataloge viden er den abstrakte, teoretiske viden, som fx matematiske formler repræsenterer. Den analoge vidensform er, når man går ud fra klasselokalet, og eleverne får mulighed for at forbinde den kataloge viden med det, der ses og opleves derude. Fx findes matematikken ikke kun i bøgerne; den findes i virkeligheden, hvor man kan se matematikken udfolde sig, når man beregner måler og vejer forhold, som i bøgerne kun er symbolske, abstrakte og teoretiske. Eleverne skal have mulighed være i dialog om, hvordan de forbinder det kataloge med det analoge. Her er der tale om en kommunikation mellem elever og lærer, det som Bentsen og Ernst betegner som dialogbaseret vidensform. Dialogen giver eleverne mulighed for at forbinde oplevelser med et fags begreber og forståelser: Det bliver i denne bearbejdning til erfaringer, som senere kan anvendes i undervisningen såvel inde som ude. Disse læreprocesser som både kan være præciserende, boglige og rettede mod katalog viden, og som samtidig rummer kropslige og følelsesmæssige dimensioner, kan gennem erfaringsbaserede dialoger og samtaler blive særligt meningsfulde for deltagerne. (Bentsen & Ejbye-Ernst, 2015). Derfor er dialogen vigtig i undervisningsforløbet, både ude på stedet, og
Download PDF fil