4 UCN PERSPEKTIV #01 FORORD PÆ DAG O G I K OG ÆSTETIK Tekst: Sandy Elbæk, Gæsteredaktør Pædagoguddannelsen, UCN Forord Dette temanummer af UCN Perspektiv sætter fokus på den æstetiske dimensions betydning i det pædagogiske arbejde. Det sker gennem en række artikler, der med hver sin unikke vinkel belyser den nyeste viden om og konkrete erfaringer med at arbejde æstetisk i det pædagogiske felt. I dag er den pædagogiske debat såvel i forskerkredse som i pædagogisk praksis optaget af at definere begreber som æstetisk praksis, æstetiske udtryksformer og æstetiske læreprocesser. Ligeledes er der fokus på at få afklaret forholdet mellem kultur, æstetik og leg. Debatten bærer til tider præg af, at æstetikbegrebet kan forekomme diffust og især vanskeligt at tænke ind i en pædagogisk didaktik. Dette hænger antageligt sammen med den omstændighed, at æstetikkens historie går hånd i hånd med historiske og kulturelle forandringsprocesser, og at disse har været under indflydelse af forskellige videnskabers løbende bidrag til diskussionen. Som børnekulturforsker Beth Juncker pointerer, er det f.eks. ikke muligt at diskutere børns forhold til æstetisk virksomhed uden at forholde sig bevidst til kulturbegrebet (Juncker, 2006, s. 155-156). Ordet æstetik stammer fra det oldgræske ord aisthetikos, som står for sansning, følelse og fornemmelse (Johansen & Morsing, 2013, s.10). Oprindeligt refererer æstetikbegrebet til det, som kan erkendes gennem sanserne, mens det historisk først senere forbindes med ”det skønne” og med kunst. Kunst betragtes i brede kredse som en tilgang til erkendelse, men den enkeltes udbytte af at udfolde sig kreativt har der ikke tidligere været fokus på som andet end et udviklingspsykologisk projekt eller som adgang til at forstå det etablerede kulturliv gennem analyser og forklaringer i stedet for gennem sanserne. Således opstår der et skel mellem kunsten/ kunstnerne og almindelige mennesker, som bliver brugere af og publikum til kunsten (Drotner, 2011, s. 198). Det æstetiske kulturbegreb udfordres imidlertid i 1800 tallet af en ny og moderniseret kulturforståelse, der historisk fører os tilbage til den oprindelige forståelse af menneskets medfødte sanselighed, som vi møder den, før æstetikken blev forbundet med kunsten. Med den antropologiske kulturoptik ses alle mennesker som kulturindivider, og kultur og æstetik er noget, der udspiller sig i alle livsdimensioner. Her opstår forståelsen af æstetik som det enkelte menneskes erkendelse gennem sansebaserede processer, der danner baggrund for individets forståelse af sig selv, verden og sig selv i verden. Det er denne kulturforståelse, som ligger til grund for det nye børnekulturbegreb, hvor barnet ses som et socialt handlende, kulturelt skabende og aktivt forbrugende subjekt. Der er tale om et paradigmeskift fra en traditionel forståelse af barnet som et formbart objekt, hvor kultur og æstetik formidles i en voksentilrettelagt kontekst, til en ny forståelse af barnet som et kompetent subjekt, hvis egne forståelser, aktiviteter og handlen skal respekteres. I det nye paradigme sidestilles børns leg og symbolske udtryksformer med kultur og æstetik. Legen ses i den forbindelse som en sanselig-æstetisk tilgang til livet, som giver anledning til eksperimenter, erkendelser og styrkelse af kompetencer. Den positive udfordring i spørgsmålet om pædagogik og æstetik er at få defineret, implementeret og operationaliseret et æstetikbegreb, der er meningsfuldt og brugbart i det aktuelle pædagogiske arbejdsfelt og de uddannelser, som relaterer sig til det. De foreliggende artikler udgør ikke svar på, hvordan der skal eller bør arbejdes med den æstetiske dimension. Artiklerne udgør alene bud på, hvordan de enkelte forfattere i meget forskellige pædagogiske kontekster har udfordret sig selv og andre i det æstetiske felt. Dermed kan artiklerne forhåbentligt inspirere til fortsat diskussion og udvikling af den æstetiske dimension i det pædagogiske arbejdsfelt og måske endda direkte danne afsæt for lignende tiltag.
Download PDF fil