Side 6
6 UCN PERSPEKTIV #04 NÅR BORGERNE BLIVER AKTØRER – samskabelse i det sociale arbejde Forfattere Ann-Merete Iversen, lektor ph.d., pædagoguddannelsen UCN og Thomas Waring Stubben, lektor, pædagoguddannelsen UCN Opsøgende socialt arbejde kan antage mange former. Selve betegnelsen indikerer, at ’socialarbejderen’ opsøger borgeren med henblik på at udføre et stykke socialt arbejde. Med betegnelsen ’samskabelse’ indikeres, at denne klassiske relation ændres. Intentionen er her, at samle et antal aktører om at udvikle nye løsninger på et problem, de alle har en aktie i. Det være sig borgeren, den fagprofessionelle, den pårørende, naboen eller den lokale erhvervsdrivende for blot at nævne nogen. De første erfaringer med samskabelse viser imidlertid, at selve processen ’at samskabe’ ikke er problemfri. Der kan være langt fra ideal og gode intentioner til at etablere en ligeværdig dialog blandt aktører. Artiklen her giver et bud på en ontologisk og metodisk tilgang til samskabelse, hvor det at etablere en ligeværdig skabende proces er i centrum. Baggrund Over en kort årrække har begrebet samskabelse vundet udbredelse i de danske kommuner. Som det er gældende for mange nye, begreber, hersker der en vis konceptuel uklarhed – for hvad betyder det egentlig at samskabe? Generelt defineret betegner samskabelse en praksis, hvor offentlig service produceres i et samarbejde mellem offentlige og ikke-offentlige aktører. Man kunne kalde det en slags horisontal velfærdsproduktion, hvor civilsamfundet og den private sektor på forskellig vis bidrager til at løse den offentlige sektors opgave. Dansk forskning på området (Tortzen & Espersen, 2016) viser imidlertid, at der kan være forskellige problemstillinger forbundet med denne bevægelse fra hierarkisk til horisontal praksis i den offentlige sektor. Blandt de mere markante problemstillinger er, at samskabelse som praksis legitimeres med belæg i en såkaldt ’demokratiserende’ effekt. Det argumenteres, at borgerinddragelse styrker og udvikler demokratiet på samfundsplan. En større undersøgelse af praksis i de danske kommuner (Ibsen & Espersen, 2016) viser imidlertid, at borgere og civilsamfund primært inddrages i det led af den offentlige produktionskæde, hvor velfærd leveres, og ikke i udvikling af policy og strategi. Undersøgelsens resultater sår dermed tvivl om, hvorvidt den praksis, der udfoldes under betegnelsen samskabelse i de danske kommuner, reelt øger borgeres og civilsamfundets indflydelse på – og deltagelse i – udvikling af offentlig service. Hvor denne problemstilling kan siges at have almen politisk og social karakter, er der en gruppe borgere – børn, unge og voksne – hvis særlige livsomstændigheder og forudsætninger kræver særlig opmærksomhed, idet de i mindre grad end andre borgere tildeles en deltagerposition i relationen mellem borger og ’system’ (Iversen, 2017; Mik-Meyer, 2018). Det drejer sig om borgere i udsatte positioner. Børn, unge og voksne med funktionsnedsættelser, mennesker, der er misbrugere, anbragte, hjemløse eller på anden måde i livsomstændigheder, der i kortere eller længere perioder gør dem til ’målgruppe’ i det sociale arbejde. Dette udgør en specifik problemstilling i forbindelse med samskabelse. Der er behov for udvikling af strategier, der gør det muligt at tilbyde borgere i udsatte positioner deltagerpositioner i samskabelse. Dette fører os tilbage til det indledningsvist stillede spørgsmål: Hvad betyder det at samskabe? Og supplerende: Hvordan samskaber man? Vi vil i det følgende stille skarpt på det metodiske aspekt i samskabelse. På hvordan samskabelse kan faciliteres, så borgere i udsatte positioner på lige fod med andre aktører tilbydes en deltagerposition. Det er dermed også et bud på, hvordan den fagprofessionelle i det sociale arbejde kan tilføje et nyt
Side 7
UCN PERSPEKTIV #04 7 redskab til sin værktøjskasse. Et redskab, hvor borgeren tager plads ved bordet som aktør på lige fod med øvrige aktører, og hvor de tilstedeværende sammen problemformulerer og genererer løsninger, tiltag og strategier. Vi retter blikket mod den proces, der kan tilrettelægges og faciliteres, så mødet mellem aktører bliver samskabende i ordets bogstavelige betydning. Og dermed stiller vi også skarpt på det, man kan kalde samskabelsens systemiske mikroniveau. På rejse i voksenhandicapområdet I 2017 kørte artiklens to forfattere og en tredje kollega, Keld Trækjær, rundt i landet og interviewede forskellige aktører inden for voksenhandicapområdet. Anledningen var forskning- og udviklingsprojektet Samskabelse 360°, der placerer sig i feltet mellem pædagogisk arbejde inden for voksenhandicapområdet og samskabelse som metode i velfærdsudvikling. Rejsens formål var at undersøge, i hvilken grad voksne med funktionsnedsættelse er aktører i eget liv. Eller med andre ord, i hvor høj grad borgerne selv er involverede i de beslutninger, der vedrører forskellige forhold i deres liv. Og vi havde en intention med at spørge. En intention, man også kan kalde projektets arbejdshypotese, nemlig at samskabelse som metode kan have noget at tilbyde i forhold til at skabe forudsætninger for medbestemmelse og samtidig har potentiale til at kvalificere den service, der tilbydes inden for specialområdet. Vi besøgte socialøkonomiske virksomheder, græsrodsbevægelser for borgere med funktionsnedsættelse og deres pårørende samt bo- og dagtilbud på området for at teste hypotesen og for i det hele taget at lytte. Vi lærte forskelligt. En borger med nedsat funktion fortalte, at hendes chance for at blive hørt til et møde, er omvendt proportional med antallet af tilstedeværende fagprofessionelle. Hun udtrykte sig ikke helt med de ord, men budskabet var utvetydigt: Jo flere fagprofessionelle, desto dårligere møde. Fra andre aktører hørte vi, at samskabelse besværliggøres af strukturelle vilkår og eksisterende arbejdsformer i den offentlige sektor. og at der i samskabelse blandt aktører i og omkring bo- og dagtilbud opstår en række problematikker i mødet mellem borgeren, civilsamfund og de fagprofessionelle med hensyn til faggrænser, ekspertise og magt. En central problemstilling, vi identificerede, var forskellige grader af fravær af det, man med et bredt begreb kunne kalde ’borgerens stemme’. Borgerens stemme og alle de andre stemmer Når forskellige aktører er samlet, er det et vilkår, at deres forudsætninger for at argumentere, debattere og blive hørt er forskellige. De har forskellige roller og positioner, forskellige sproglige forudsætninger, deltagerne har forskellig viden og ekspertise, og der er forskellige beføjelser, forskelligt ansvar osv. Alt dette påvirker kommunikationen. I det sociale arbejde kan intentionen meget vel være at inddrage borgeren – at respektere, at borgeren er ekspert i eget liv – men i praksis hæmmes mødet mellem borger og ’system’ af ulige forudsætninger for kommunikation i situationen. Samtidig viser undersøgelser, at rationaler i det sociale arbejde kan være indbyrdes modstridende (Mik-Meyer, 2018). Et dilemma, der er særlig relevant i en samskabelsesoptik, er forholdet mellem intentionen om at ansvarliggøre borgeren og en udbredt manglende tiltro blandt fagprofessionelle til borgerens evne til at tage ansvar. De udsatte borgere betragtes som ikke-kapable netop i kraft af deres udsathed (Iversen, 2017). Der er samtidig grund til at antage, at der hos borgerne selv hersker en vis ’systemskepsis’, der på tilsvarende vis hæmmer kommunikationen. Tilføjer vi derudover, som samskabelse tilsiger, flere aktører – frivillige, pårørende, den lokale erhvervsdrivende osv. – forvitres situationen og kommunikationen yderligere. Man kan sige, at kommunikationen ’rystes’. Der åbnes for, at aktørerne lytter på nye måder, men der er ingen garanti for, at borgerens stemme høres tydeligere. At lytte og skabe sammen Skal alle stemmer høres i samskabelse, kan det være nødvendigt at etablere et rum, der for en stund suspenderer deltagernes fordomme og forforståelser og ligestiller forudsætningerne for kommunikation. Der skal åbnes for, at de forskellige aktører dels udtrykker sig og dels høres. Skal der skabes nyt, er det samtidig ikke nok, at der tales og lyttes. Kommunikationen skal generere noget nyt og konkret, som alle tilstedeværende bidrager til og oplever ejerskab i forhold til. Kommunikationen skal være skabende. Anskuet som skabende kommunikation trækker samskabelse på metoder og principper fra blandt andet designtænkning (se fx Sanders & Stappers, 2008), systemteori (se fx Scharmer, 2007) og kunstbaserede tilgange (se fx
