6 UCN PERSPEKTIV #04 NÅR BORGERNE BLIVER AKTØRER – samskabelse i det sociale arbejde Forfattere Ann-Merete Iversen, lektor ph.d., pædagoguddannelsen UCN og Thomas Waring Stubben, lektor, pædagoguddannelsen UCN Opsøgende socialt arbejde kan antage mange former. Selve betegnelsen indikerer, at ’socialarbejderen’ opsøger borgeren med henblik på at udføre et stykke socialt arbejde. Med betegnelsen ’samskabelse’ indikeres, at denne klassiske relation ændres. Intentionen er her, at samle et antal aktører om at udvikle nye løsninger på et problem, de alle har en aktie i. Det være sig borgeren, den fagprofessionelle, den pårørende, naboen eller den lokale erhvervsdrivende for blot at nævne nogen. De første erfaringer med samskabelse viser imidlertid, at selve processen ’at samskabe’ ikke er problemfri. Der kan være langt fra ideal og gode intentioner til at etablere en ligeværdig dialog blandt aktører. Artiklen her giver et bud på en ontologisk og metodisk tilgang til samskabelse, hvor det at etablere en ligeværdig skabende proces er i centrum. Baggrund Over en kort årrække har begrebet samskabelse vundet udbredelse i de danske kommuner. Som det er gældende for mange nye, begreber, hersker der en vis konceptuel uklarhed – for hvad betyder det egentlig at samskabe? Generelt defineret betegner samskabelse en praksis, hvor offentlig service produceres i et samarbejde mellem offentlige og ikke-offentlige aktører. Man kunne kalde det en slags horisontal velfærdsproduktion, hvor civilsamfundet og den private sektor på forskellig vis bidrager til at løse den offentlige sektors opgave. Dansk forskning på området (Tortzen & Espersen, 2016) viser imidlertid, at der kan være forskellige problemstillinger forbundet med denne bevægelse fra hierarkisk til horisontal praksis i den offentlige sektor. Blandt de mere markante problemstillinger er, at samskabelse som praksis legitimeres med belæg i en såkaldt ’demokratiserende’ effekt. Det argumenteres, at borgerinddragelse styrker og udvikler demokratiet på samfundsplan. En større undersøgelse af praksis i de danske kommuner (Ibsen & Espersen, 2016) viser imidlertid, at borgere og civilsamfund primært inddrages i det led af den offentlige produktionskæde, hvor velfærd leveres, og ikke i udvikling af policy og strategi. Undersøgelsens resultater sår dermed tvivl om, hvorvidt den praksis, der udfoldes under betegnelsen samskabelse i de danske kommuner, reelt øger borgeres og civilsamfundets indflydelse på – og deltagelse i – udvikling af offentlig service. Hvor denne problemstilling kan siges at have almen politisk og social karakter, er der en gruppe borgere – børn, unge og voksne – hvis særlige livsomstændigheder og forudsætninger kræver særlig opmærksomhed, idet de i mindre grad end andre borgere tildeles en deltagerposition i relationen mellem borger og ’system’ (Iversen, 2017; Mik-Meyer, 2018). Det drejer sig om borgere i udsatte positioner. Børn, unge og voksne med funktionsnedsættelser, mennesker, der er misbrugere, anbragte, hjemløse eller på anden måde i livsomstændigheder, der i kortere eller længere perioder gør dem til ’målgruppe’ i det sociale arbejde. Dette udgør en specifik problemstilling i forbindelse med samskabelse. Der er behov for udvikling af strategier, der gør det muligt at tilbyde borgere i udsatte positioner deltagerpositioner i samskabelse. Dette fører os tilbage til det indledningsvist stillede spørgsmål: Hvad betyder det at samskabe? Og supplerende: Hvordan samskaber man? Vi vil i det følgende stille skarpt på det metodiske aspekt i samskabelse. På hvordan samskabelse kan faciliteres, så borgere i udsatte positioner på lige fod med andre aktører tilbydes en deltagerposition. Det er dermed også et bud på, hvordan den fagprofessionelle i det sociale arbejde kan tilføje et nyt
Download PDF fil