46 UCN PERSPEKTIV #01 PÆ DAG O G I S K IMPROVISATION Tekst: Dorthe Riis Kristensen Lektor, Pædagoguddannelsen, UCN og Sarah Palle Leegaard Adjunkt, Pædagoguddannelsen, UCN Indledning Begrebet ”pædagogisk improvisation” er en definition på pædagogens grundlæggende faglighed på højde med det at trække vejret. Når vi trækker vejret, er det for at holde kroppen i live, men det skal også forstås som evnen til væren. At trække vejret ind betyder, at vi tager det til os, som sker i vores nærhed – at puste ud betyder at give. På samme måde er det i pædagogisk praksis: Den empatiske relation er grundlæggende for at kunne indgå i en professionel relation, der skaber udviklingsrum for de borgere (børn, unge, voksne), pædagogen arbejder med. Begrebet ”pædagogisk improvisation” er udviklet i forbindelse med vores forskningsprojekt, der har haft fokus på pædagogens upåagtede faglighed i skoleregi, og bygger på et ønske om at udvikle en tydelig fagforskel i lærer-/ pædagogfaglighed som en styrkelse af de to faggruppers samarbejde. Begrebet er i denne artikel møntet på pædagogens faglighed, men kan også sættes ind i andre professioner som den ”professionelle improvisation”. Metode – forundersøgelse og projektets problemstilling Projektet startede med kvalitative interviews på flere skoler, hvor både lærere og pædagoger indvilligede i at deltage. Vi interviewede lærere og pædagoger, der havde et samarbejde på skolerne, og iagttog disse. I de indledende interviews gav lærere og pædagoger udtryk for, at de var glade for deres samarbejde, men at de samtidig ikke kunne sætte ord på, hvad der gjorde, at de supplerede hinanden godt. En udfordring var, at de manglede tid til deres samarbejde, men samtidig var de i tvivl om, hvordan de kunne udvikle deres samarbejde, da det var svært at sætte ord på deres forskellige opgaver i klasserummet. I vores iagttagelser af pædagoger og lærere i klasserummet var det tydeligt, at pædagogerne arbejdede ordløst i rummet for at hjælpe børnene til at være i rummet og modtage undervisning. Pædagogerne var også dem, der stille tog børn ud af rummet for at give dem en opmærksomhed, der gjorde det muligt for børnene at deltage i undervisningen. Vores konklusion på dette indledende arbejde var, at vi ville rette fokus på at sætte sprog på det ordløse arbejde, pædagogen tydeligvis præsterede i klasserummet, og dermed opstod afsættet for at definere denne del af pædagogens upåagtede faglighed. I vores forsøg på at definere denne relationsorienterede del af pædagogens upåagtede faglighed tog vi udgangspunkt i ”den æstetiske fordobling”, som er en dramapædagogisk model (og et begreb), der er udviklet af Janek Szatkowski (1985). Modellen indkredser den kollektive skabelsesproces, hvor vi på én og samme tid spejler os i en rolle og i vores medspillers rolle, hvorved den dramatiske aktivitet kan forstås som en akkumulativ relation – altså at pædagogen i relationen med borgeren bevæger sig improvisatorisk ift. situationens mål og indhold. Vi bruger denne model til at forstå pædagogen i relation til barnet i det pædagogiske udviklingsrum – altså pædagogens evne til at være improviserende i relationsarbejdet. Modellen understøttes af Finn Thorbjørn Hansens ”4-stemme-model”, som han præsenterer i artiklen ”Det sprog, vi har talt, trænger til at fornyes”. I artiklen sætter han ud fra en filosofisk tilgang fokus på pædagogens evne til nærvær, der er styret af evnen til at nærme sig livsfænomener med en borger. Dette gøres med afsæt i ”sagens” og ”den personlige” stemme, som indkredser betydningen af, at pædagogen har rollen som ”forundringsagent” (Hansen, 2015).1 Yderligere defineres improvisation ud fra Sven Brinkmanns fremstilling af Martha Nussbaums tre elementer’ som grundlag for improvisation, nemlig: 1. kendskab til sig selv, 2. poesi og fantasi og 3. stringent tænkning (Brinkmann, 2009). Ud fra dette teoretiske afsæt opstod begrebet ”pædagogisk improvisation” som et arbejdsbegreb. Praksisforskning Oplæg og dans som afsæt Den næste og mere æstetisk funderede del af projektets undersøgelse er inspireret af Julie Borups workshopmodel, hvor redskabsbegreber – her begrebet ”pædagogisk improvisation” – udledt af et teoretisk afsæt omsættes ind i en daglig praksis (Jensen, 2012). Undersøgelsens afsæt blev et samarbejde med skolepædagoger på en
Download PDF fil