Side 46
46 UCN PERSPEKTIV #01 PÆ DAG O G I S K IMPROVISATION Tekst: Dorthe Riis Kristensen Lektor, Pædagoguddannelsen, UCN og Sarah Palle Leegaard Adjunkt, Pædagoguddannelsen, UCN Indledning Begrebet ”pædagogisk improvisation” er en definition på pædagogens grundlæggende faglighed på højde med det at trække vejret. Når vi trækker vejret, er det for at holde kroppen i live, men det skal også forstås som evnen til væren. At trække vejret ind betyder, at vi tager det til os, som sker i vores nærhed – at puste ud betyder at give. På samme måde er det i pædagogisk praksis: Den empatiske relation er grundlæggende for at kunne indgå i en professionel relation, der skaber udviklingsrum for de borgere (børn, unge, voksne), pædagogen arbejder med. Begrebet ”pædagogisk improvisation” er udviklet i forbindelse med vores forskningsprojekt, der har haft fokus på pædagogens upåagtede faglighed i skoleregi, og bygger på et ønske om at udvikle en tydelig fagforskel i lærer-/ pædagogfaglighed som en styrkelse af de to faggruppers samarbejde. Begrebet er i denne artikel møntet på pædagogens faglighed, men kan også sættes ind i andre professioner som den ”professionelle improvisation”. Metode – forundersøgelse og projektets problemstilling Projektet startede med kvalitative interviews på flere skoler, hvor både lærere og pædagoger indvilligede i at deltage. Vi interviewede lærere og pædagoger, der havde et samarbejde på skolerne, og iagttog disse. I de indledende interviews gav lærere og pædagoger udtryk for, at de var glade for deres samarbejde, men at de samtidig ikke kunne sætte ord på, hvad der gjorde, at de supplerede hinanden godt. En udfordring var, at de manglede tid til deres samarbejde, men samtidig var de i tvivl om, hvordan de kunne udvikle deres samarbejde, da det var svært at sætte ord på deres forskellige opgaver i klasserummet. I vores iagttagelser af pædagoger og lærere i klasserummet var det tydeligt, at pædagogerne arbejdede ordløst i rummet for at hjælpe børnene til at være i rummet og modtage undervisning. Pædagogerne var også dem, der stille tog børn ud af rummet for at give dem en opmærksomhed, der gjorde det muligt for børnene at deltage i undervisningen. Vores konklusion på dette indledende arbejde var, at vi ville rette fokus på at sætte sprog på det ordløse arbejde, pædagogen tydeligvis præsterede i klasserummet, og dermed opstod afsættet for at definere denne del af pædagogens upåagtede faglighed. I vores forsøg på at definere denne relationsorienterede del af pædagogens upåagtede faglighed tog vi udgangspunkt i ”den æstetiske fordobling”, som er en dramapædagogisk model (og et begreb), der er udviklet af Janek Szatkowski (1985). Modellen indkredser den kollektive skabelsesproces, hvor vi på én og samme tid spejler os i en rolle og i vores medspillers rolle, hvorved den dramatiske aktivitet kan forstås som en akkumulativ relation – altså at pædagogen i relationen med borgeren bevæger sig improvisatorisk ift. situationens mål og indhold. Vi bruger denne model til at forstå pædagogen i relation til barnet i det pædagogiske udviklingsrum – altså pædagogens evne til at være improviserende i relationsarbejdet. Modellen understøttes af Finn Thorbjørn Hansens ”4-stemme-model”, som han præsenterer i artiklen ”Det sprog, vi har talt, trænger til at fornyes”. I artiklen sætter han ud fra en filosofisk tilgang fokus på pædagogens evne til nærvær, der er styret af evnen til at nærme sig livsfænomener med en borger. Dette gøres med afsæt i ”sagens” og ”den personlige” stemme, som indkredser betydningen af, at pædagogen har rollen som ”forundringsagent” (Hansen, 2015).1 Yderligere defineres improvisation ud fra Sven Brinkmanns fremstilling af Martha Nussbaums tre elementer’ som grundlag for improvisation, nemlig: 1. kendskab til sig selv, 2. poesi og fantasi og 3. stringent tænkning (Brinkmann, 2009). Ud fra dette teoretiske afsæt opstod begrebet ”pædagogisk improvisation” som et arbejdsbegreb. Praksisforskning Oplæg og dans som afsæt Den næste og mere æstetisk funderede del af projektets undersøgelse er inspireret af Julie Borups workshopmodel, hvor redskabsbegreber – her begrebet ”pædagogisk improvisation” – udledt af et teoretisk afsæt omsættes ind i en daglig praksis (Jensen, 2012). Undersøgelsens afsæt blev et samarbejde med skolepædagoger på en
Side 47
UCN PERSPEKTIV #01 47 Figur 1. Forskningsdesign for ”Pædagogisk improvisation”. Tegner: Karen Stine Egelund skole i Aalborg. I undersøgelsen indledte vi med et kort oplæg om vores forståelse af ”pædagogisk improvisation”. Dette blev efterfulgt af en dansetime ved danser Pernille Overø, som rammesatte forskellige danse for pædagogerne. Via kunstformen dans ønskede vi at undersøge pædagogens egen definition af ”den pædagogiske improvisation” ud fra praksisfortællinger. Med denne praksisforskning ønskede vi at benytte os af den viden, pædagogen har om sit eget felt, og herfra søger vi at videreudvikle et sprog for denne mere upåagtede del af pædagogens faglighed. Nedenfor ses billeder fra dansetimen: Dansen var indgangsvinkel til dialogen, da vores hypotese er, at improvisationen er en grundfaglighed, som rutinerede pædagoger mestrer, men som også hører til den kropslige, tavse viden (altså er en del af den upåagtede faglighed). Dansens formål var på den måde at skærpe pædagogernes sanser2 ift. problemstillingen, nemlig en refleksion over, hvad der fremmer og hæmmer denne improviserede relationsforståelse. Under dansen var der refleksionspauser, hvor pædagogerne havde fokus på, hvad der gjorde dem til gode ”dansepartnere” i deres praksis, og hvad der var en hæmsko for det samme. Danse- ne ledte således til pædagogernes refleksioner over og forståelse af begrebet ”pædagogisk improvisation” samt over, hvad der hæmmer og fremmer lysten til – og muligheden for – at improvisere (i danserelationen). Interviews – Praksisfortællinger Med afsæt i en fælles forståelse af ”pædagogisk improvisation” (via oplæg og dans) var der tre pædagoger, der indvilligede i at undersøge, hvordan ”pædagogisk improvisation” kunne defineres og beskrives ud fra praksisfortællinger. Disse tre pædagoger mødte vi en uge efter til kvalitative interviews med fokus på følgende: HVAD HÆMMER OG FREMMER PÆDAGOGISK IMPROVISATION I DIN PÆDAGOGISKE PRAKSIS? HVORDAN FORSTÅR DU PÆDAGOGISK IMPROVISATION? En begrebslig forståelse af pædagogens ”væren i øjeblikket” Følgende afsnit tager udgangspunkt i undersøgelsesspørgsmålet: Hvordan kan vi begribe pædagogens ordløse samarbejde med børnene i klasserummet? Pædagogen har til opgave at understøtte børnene i at modtage undervisning. Dermed står pædagogen i ”det åbne”, forstået som en improvisatorisk udfordring. Pædagogen skal sanse børnene og skabe kontakt til de børn, der måtte have brug for opbakning og hjælp. Det er dette øjeblik, som vi søger at begribe ud fra en teoretisk vinkel. I det følgende vil søge at definere ”pædagogisk improvisation”. Dette gør vi som nævnt med afsæt i Janek Szatkowskis model/begreb ”den æstetiske fordobling”, Finn Thorbjørn Hansens ”4-stemme-model” samt Sven Brinkmanns brug af Martha Nussbaums ”tre elementer”. Pædagogens rolle – Den æstetiske fordobling I vores forundersøgelse så vi situationer i klasselokalet, hvor læreren har fokus på hele klassen i et ønske om en fagfaglig dialog. Pædagogen bevæger sig mere ordløst rundt i klassen og møder det
